
En præsteskole i middelalderen var en uddannelsesinstitution knyttet til en domkirke eller et kloster.
Her blev de unge mænd, der skulle være præster, undervist i latin, teologi og kirkelig sang samt de syv frie kunster: grammatik, retorik, dialektik (logik), aritmetik, geometri, musik og astronomi.Herigennem forberedte de sig til en gerning som præst.
Præsteskolen begyndte 1465
Den katolske præsteskole i Haderslev blev oprettet 1465 i en særlige bygning opført til formålet overfor Vor Frue Kirke. Skolen var under ledelse af en universitetsuddannet lektor. Undervisningen afsluttedes med præstevielsen, et af de syv sakramenter (hellige handlinger) i den katolske kirke. Præsten kunne derefter gennemføre den katolske messe i sognekirkerne, der i vid udstrækning blev gennemført på latin, mens præstens prædiken naturligvis blev holdt på dansk.
Nogle messer var såkaldte højmesser, hvor præsten talte højt til en menighed, men mange var såkaldte lavmesser, hvor præsten gennemførte messen med lav røst uden at der var en menighed til stede, men så vidt muligt gerne en messedreng.
Han kunne også administrere fem af de syv sakramenter (hellige handlinger): nadveren, dåben, ægteskabet, skriftemålet, den sidste olie til døende. Konfirmationen og præstevielsen var forbeholdt biskopperne.
Så kom reformationen
Med reformationen i Haderslev blev den katolske præsteskole omdannet til en protestantisk præsteskole, hvor Johann Wendt fra Wittenberg forestod undervisningen.
Emnerne var sikkert de sammen som i den katolske undervisning, blot koncentreret om de ændringer i liturgien, som Luthers lære nødvendiggjorde. Disse ændringer var ikke alle særligt omfangsrige, men af stor betydning for præsterne (og menigheden) i deres hverdag.
Af størst betydning var det, at det i den protestantiske gudstjeneste er ordet, der er i centrum – oplæsning fra biblen, bøn, prædiken og salmesang, skulle alt foregå på dansk i dansktalende menigheder (tysk i tysktalende). Så i præsteskolen i Haderslev var det den nye protestantiske liturgi (forløbet af gudstjenesten), der blev undervist i, herunder udførelsen af de to protestantiske sakramenter, nemlig dåben og nadveren.
Sangen var en vigtig ændring
En af de vigtigste forandringer var dog sangen. I den katolske kirke var det kun præsterne og evt. et drengekor, der sang (gregoriansk sang), mens Luther lagde stor vægt på, at menigheden selv skulle synge.
Undervisning i sang var en af de vigtigste elementer i den protestantiske præsteskole. Det tog godt hundrede år, før der var danske salmebøger, så alle salmer blev lært udenad!
Præsteskolen i Haderslev lukkede i 1536 efter reformationen i Danmark og åbningen af universitetet i København. Herefter blev præster uddannede på universitetet.