Bliv klogere

Den middelalderlige fattigforsorg baserede sig næsten udelukkende på den grundforestilling, at man kunne opnå adgang til Paradis gennem at udføre gode gerninger.

Ved at give almisser til de fattige sikrede man også sig selv en fordel. Mange i det middelalderlige samfund var engageret i at formidle hjælp til fattige og syge: klostre både på landet og i byen, håndværkerlav i byerne, religiøse broder- og søsterskaber, kirkerne selv mm. Alle gjorde det naturligvis af et godt hjerte, men der var den indbyggede fordel, at man også gjorde noget for sig selv.

Hvorfor hjælpe?

Med reformationen blev de fleste af de institutioner som klostre, religiøse sammenslutninger etc., der havde sikret og administreret fattighjælpen, lukkede og samtidigt forsvandt det direkte incitament til at gøre gode gerninger.

Ifølge Luther skulle man selvfølgelig fortsat gøre gode gerninger, men nu ud fra kristelig kærlighed til ens næste og uden at opnå nogen direkte belønning selv.

Denne kombination førte til, at fattigforsorgen blev langt mindre end den havde været i middelalderens katolske samfund. Resultatet blev, at de nordeuropæiske byer blev ”oversvømmet” af tiggere, der fortvivlet søgte at skaffe sig til dagen og vejen og nu ikke havde nær så mange steder at gå hen.

Den nye øvrighed trådte til

Her måtte den nye øvrighed som hertuger, konger og lignende træde til. Bl.a. blev der oprettet hospitaler (det vil sige institutioner, der tog sig af de fattige) i mange områder, således også i Haderslev. Her oprettede hertug Hans den Ældre et hospital, der skulle medvirke til at fjerne tiggerne fra gaderne i Haderslev. Det blev oprettet i 1569 og blev først lukket som plejehjem i 1982.