Bliv klogere

Det vigtigste formål for det kristne menneske i middelalderen var gennem sit liv at sikre sig en plads i Paradis efter døden.

Dette kunne man i den katolske tro bl.a. sikre gennem at deltage i gudstjenesten, fremsige bønner og udføre gode gerninger. Gode gerninger var bl.a. at give almisser (f.eks. penge) til fattige og syge.

Vor Fader og alle helgener

Bønner kunne man rette mod Gud f.eks. i form af Fadervor, eller ved at bede til en af de utallige helgener, som den katolske kirke havde udpeget.

En helgen var et menneske, der gennem sit liv havde opført sig så eksemplarisk, at vedkommende efter døden kom direkte i Paradis. Her opholdt disse helgener sig i nærheden af Gud. Ved at bede til en helgen mente man, at vedkommende ville viderebringe ens bøn til Gud – en helgen kunne ikke opfylde ens bøn, men viderebringe den!

Jomfru Maria

En af de vigtigste helgener var naturligvis Jesu moder, Maria. Det betød, at Maria-bønnen var af særlig stor betydning og Mariaaltre var dem, der var flest af. Mange mennesker valgte en særlig helgen til at gå i forbøn for sig, men man kunne også bede til helgener, man mente tog sig af særlige områder, som f.eks. specielle sygdomme, forskellige afgrøder eller lignende. Desuden kunne man betale en præst for at læse messer for sig ved et alter i kirken – både før og efter man var død.

Angsten for Skærsilden

Alle mennesker var som udgangspunkt syndere og skulle igennem Skærsilden for at blive rensede for de synder, der ikke var blevet skriftet og tilgivet inden døden. Først efter Skærsilden kunne mennesket få adgang til Paradis.

Luther mente derimod ikke, at der fandtes særlige genveje til Paradis. Han endte også med ikke at tro på Skærsilden, men mente, at kun det enkelte menneskes personlige tro på Jesus Kristus og Guds nåde mod menneskene sikrede den enkelte sig adgangen til Paradis og det evige liv.

Kirkerummet ændrede sig

Den ændring i opfattelsen af, hvad der skal til for at få adgang til Paradis efter døden, kom til at betyde store forandringer i kirkerummet. Der var ikke længere brug for alle de mange sidealtre, og da mennesket hovedsageligt opnåede troen ved at høre Guds ord fra Biblen, skulle der også være god mulighed for at sidde ned og høre oplæsningen af Evangeliet og præstens prædiken. Kirkerummet ændrede sig altså efter Reformationen fra et rum med flere altre, ingen prædikestol eller bænke til et rum med kun ét hovedalter, faste bænke til menigheden og en hævet prædikestol, så at alle kunne høre præstens ord.