Stor udstilling med nye værker af den tyske kunstner Harald Birck åbner i Haderslev Domkirke. Og måske genkender du trækkene i nogle af skulpturerne?
Hvordan så menneskene bag reformationen i Haderslev egentlig ud?
Det spørgsmål er omdrejningspunktet for den store kunstudstilling Sæt ansigt på Reformationen i Haderslev, der åbner fredag den 29. maj klokken 16.30 i Haderslev Domkirke.
For første gang forsøger udstillingen at give ansigt og menneskelighed til de personer, der stod midt i den lokale reformation i 1500-tallet. Ikke kun Martin Luther og Christian III, men også mere skikkelser som reformatorerne Eberhard Weidensee og Johann Wenth, der fik afgørende betydning for, hvordan reformationen blev gennemført i Haderslev – og senere i resten af Danmark. Skikkelser, som der ikke findes billeder eller skulpturer af.
Han står bag
Bag værkerne står den tyske billedkunstner Harald Birck, som siden januar har haft atelier i et af domkirkens sidekapeller. Her har han arbejdet intenst med at tegne, male og modellere reformationens mennesker frem i materialer som ler, gips, flamingo, blyant og tusch. Resultatet er både rå skulpturer, store figurer, tegninger og malerier, der giver historien en fysisk tyngde og et næsten levende nærvær.
For at gøre personerne levende har Harald Birck brugt mennesker fra Haderslev som modeller. Derfor kan besøgende måske genkende kirketjener Orla Christensen i Martin Luther eller kirketjener Lars Vibe i Christian III. Nutidens ansigter smelter sammen med fortidens mennesker og skaber en direkte forbindelse mellem reformationshistorien og byen i dag.
En udstilling, der handler om mere
Udstillingen handler samtidig om langt mere end historiske portrætter. Reformationen ændrede samfundet grundlæggende – kirken, skolen, magten og menneskers syn på ansvar og frihed. Derfor er en række nulevende danskere også blevet inviteret til at sætte ord på, hvad reformationen betyder i dag. Bidragene spænder fra tidligere dronning Margrethe II og Bertel Haarder til lokale politikere og børn fra Haderslev.
Domprovst Torben Hjul Andersen peger på, at reformationen ikke kun er historie, men også et spørgsmål til nutiden.
– Reformationen er ikke afsluttet, for vi er stadig forpligtet i alle vores relationer, skriver han i udstillingsteksten.
Hvem er Harald Birck?
Harald Birck er internationalt kendt for sine store skulpturprojekter og har tidligere udstillet reformationsværker flere steder i Tyskland – senest i Domkirken i Worms. Nu flytter fortællingen til Haderslev, hvor lokale ansigter giver nyt liv til en af de største omvæltninger i danmarkshistorien.
📍 Sæt ansigt på Reformationen i Haderslev
🗓️ 29. maj – 13. september 2026
🕰️ Mandag-lørdag kl. 10.00-15.00
⛪ Haderslev Domkirke, Domkirkepladsen 2, 6100 Haderslev
🎉 Fernisering fredag 29. maj kl. 16.30
🎨 Udstilling med værker af billedkunstner Harald Birck
.jpg?etag=W%2F%2221151-198a6e698b8%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&ignoreAspectRatio&resize=168%2B82&quality=85)



.jpg?etag=W%2F%2221151-198a6e698b8%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&ignoreAspectRatio&resize=248%2B121&quality=85)






