Reformationen

Helvede, skærsild

og paradis

Den katolske kirke var i middelalderen menneskets eneste støtte i en verden, hvor sjælens frelse blev truet fra alle sider.

Af Lennart S. Madsen

Pavekirken

I middelalderen, der i Danmark dækker perioden fra 1000 e.Kr. til Reformationen i 1536, var danskerne en del af den store kristne menighed, der i det meste af Europa var identisk med den romersk-katolske kirke.

Kirkens overhoved var paven i Rom, hvis embede gik tilbage til apostlen Simon Peter, om hvem Kristus havde sagt: ”Du er Peter og på den klippe (petros) vil jeg bygge min kirke”. Selve grundvolden i den romersk-katolske kirke var dog biskopperne, hvis magt i kraft af deres rituelle indvielse gik tilbage til Kristi indvielse af apostlene som forkyndere og sjælehyrder.

Som apostlenes efterfølger havde biskoppen myndighed til at uddanne præster, at dømme i kirkelige sager (kanonisk ret), og havde retten til at udføre alle syv hellige sakramenter, de hellige handlinger. Disse var dåb, nadver, firmelse, bod, den sidste olie, ægteskabsindgåelse og præsteindvielse. Det sidste var det vigtigste, for præsten fik med den hellige indvielse ret til på biskoppens vegne at udføre de øvrige sakramenter på nær firmelsen.

Sognepræsten

For det almindelige menneske var sognepræsten nemlig den absolut vigtigste. Gennem sin indvielse havde han forbindelse direkte til Kristus, og dermed adgang til de sakramenter, der kunne sikre menigheden frelsen. Præsten døbte barnet, foretog vielsen, uddelte nadveren, hørte ens skriftemål og pålignede en passende bod, og endelig uddelte han den sidste olie. Den hellige messe kunne ikke gennemføres uden præsten. Han var forbindelsesleddet mellem menneske og Gud! Uden sognepræsten var frelsen og det evige liv umulig at opnå.

Overalt lurede djævelen på at plage mennesket med sygdom og lemlæstelse, fordærve afgrøderne og fange sjælene ned til helvede. Kun kirken kunne sikre menneskets frelse, og skrifte, syndsforladelse og bod spillede her en afgørende rolle. Man måtte bekende sine synder overfor præsten for at få tilgivelse.

Præsten gav syndsforladelse og idømte en bod: Man skulle sige et antal ‘Fadervor’, tænde lys, ofre til de fattige eller til kirken, faste i en periode, tage på en pilgrimsrejse etc.

Synd og aflad

En særlig gruppe mennesker, helgenerne, der havde levet et særlig kristeligt liv eller havde lidt martyrdøden, var syndefri. De kom direkte i paradiset, hvor de befandt sig i Guds nærhed. Dem lyttede Gud

særligt til. De kendte menneskelivet, og hvis man bad til dem, gik de gerne i forbøn overfor den strenge Gud.

I takt med at angsten for at miste sjælens frelse steg igennem middelalderen, kom der stadig flere helgener til og dermed sidealtre, hvor der kunne læses bønner, ofres og holdes messer. Kirken udviklede med tiden sin opfattelse af synden. Mennesket kunne ikke bøde for alle sine synder i livet, så sjælen skulle renses for alle resterende synder i skærsilden. Tiden i skærsilden kunne afkortes ved at udøve fromme handlinger. Man fik aflad.

Et besøg ved Veronikas svededug i Peterskirken afkortede f.eks. tiden i skærsilden med 10.000 år! Det udviklede den romersk-katolske kirke - med paven i spidsen - til en forretning. Helgenerne havde nemlig efterladt et uudtømmeligt overskud af gode gerninger, som kirken kunne dele ud af eller sælge. I sen-

middelalderen kunne man købe en andel af de gode gerninger i form af et afladsbrev. Hermed kunne man forkorte enten ens eget eller endda allerede afdøde slægtninges ophold i skærsilden. Den handel

greb om sig, og det var i protest mod det, at Martin Luther tog det første skridt ad vejen mod en reformation af kirken.