Reformationen

Kongesønnen i Haderslev

mod bispen i Ribe

I foråret 1526 rasede der en gevaldig brevkrig mellem junker Christian Haderslev og Ribebispen Iver Munk. Det blev til et teologisk slagsmål om faste, gode gerninger og ret forståelse af kristendommen.

Af Jens Christian Gjesing

Slagsmålet

Et banalt slagsmål i Ribe var anledningen til opgøret mellem junker Christian og bispen. En borger fra Haderslev fik under fasten 1526 en ordentlig omgang klø af nogle af biskoppens folk, fordi de mistænkte ham for i fastetiden at medbringe kødspiser, hvilket absolut ikke var i overensstemmelse med ret katolsk levevis.

Brevkrigen indledes

Christian benyttede lejligheden til at skrive et brev til biskop Iver Munk, hvori han dels beklager sig over overfaldet, dels udfordrer biskoppen til debat om spiseforbud. Hertugens brev er fyldt med skriftsteder fra Bibelen, der alle skal underbygge hans påstand om, at der ikke i Skriften kan findes noget belæg for, at man skal faste. Hertugens brev er kort og kontant, og med sine klare henvisninger til Bibelen, en god luthersk argumentation over for den katolske kirkes lære og sædvane.

Den 16. marts svarede Hans Velærværdighed, romerkirkens og kongens biskop i Ribe den unge mand på bare 22 år, der havde fået herredømmet over Haderslev og Tørning Len. Også bispen kan argumentere med bibelcitater, og han fastholder, at når Jesus fastede i 40 dage, så bør menneskene ikke bespotte fasten. Og så afslutter han med en opfordring til fred og fordragelighed!

Johann Wenth tager over

Men sådan kom det nu ikke til at gå! For i mellemtiden havde Christian fået særdeles kompetent teologisk bistand direkte fra Wittenberg. Svarbrevet fra Haderslev til Ribe viser meget tydeligt både i sproget (højtysk) og i den meget omfattende teologiske argumentation, at Johann Wenth er kommet til Haderslev-hus - og dermed har den engagerede Christian fået en særdeles skarp pennefører.

Svaret udviklede sig til en luthersk-evangelisk belæring af biskoppen, hvor udgangspunktet i Skriften anvendes til at gå videre end fasten og også inddrage tro og gode gerninger. Endvidere er der klare

meninger om, at præster bør gifte sig og være gode forbilleder.

Af svaret fra bispen erfarer man, at han ikke føler nogen trang til at lade sig belære. Tværtimod klager han direkte over, at Christian her i foråret 1526 har udsendt en indkaldelse til alle bispens sognepræster fra Ribe stift, der har deres gerning i Christians len Tørning. De skal stille til præstemøde og belæring i Haderslev.

Allerede samme dag, som Christian modtog denne klage, skrev han tilbage og bekræftede, at præsterne var indkaldt for at erfare hans mening om “kirkens nye skikkelse”, og for at de “klarligen vil se vor reformation”. Christian meddeler således åbent bispen i Ribe, at han er gået i

gang med en luthersk reformation af kirken i Haderslev og Tørning Len.

Biskoppens reaktion

Iver Munk var ikke længere i tvivl om, at den unge kongesøn i Haderslev mente det alvorligt. Derfor skyndte han sig også i april at drage Christians fader, kong Frederik 1., ind i sagen. Og da kongen i høj

grad havde behov for Ribebispens praktiske og økonomiske støtte i forbindelse med opretholdelsen af magten i Danmark, må man gå ud fra, at kongen lagde en dæmper på sin ældste søns reformationsiver. Præsterne fra Ribe Stift kom i hvert fald ikke til reformationsmøde i Haderslev før to år senere - i 1528.

Som bekendt er det “den, der ler sidst, der ler bedst”: Da Reformationen blev gennemført i hele Danmark i 1536 måtte Hans Velærværdighed, biskoppen af Ribe Iver Munk overlade sit bispeembede til penne-føreren fra Haderslev - Johann Wenth, der således blev Hans Tausens forgænger som luthersk biskop over Ribe Stift.

Biskoppens reaktion

Iver Munk var ikke længere i tvivl om, at den unge kongesøn i Haderslev mente det alvorligt. Derfor skyndte han sig også i april at drage Christians fader, kong Frederik 1., ind i sagen. Og da kongen i høj

grad havde behov for Ribebispens praktiske og økonomiske støtte i forbindelse med opretholdelsen af magten i Danmark, må man gå ud fra, at kongen lagde en dæmper på sin ældste søns reformationsiver. Præsterne fra Ribe Stift kom i hvert fald ikke til reformationsmøde i Haderslev før to år senere - i 1528.

Som bekendt er det “den, der ler sidst, der ler bedst”: Da Reformationen blev gennemført i hele Danmark i 1536 måtte Hans Velærværdighed, biskoppen af Ribe Iver Munk overlade sit bispeembede til penne-føreren fra Haderslev - Johann Wenth, der således blev Hans Tausens forgænger som luthersk biskop over Ribe Stift.