Reformationen

Bispevældets fald i Danmark

Da katolikkerne og Christian 2.’s tilhængere i København overgav sig efter et års belejring, gik kong Christian 3. straks i gang med at reformere den danske kirke. Han kunne bygge på de erfaringer, han

havde gjort ti år tidligere, da han gennemførte Reformationen i Haderslev og Tørning Len. Siden den tid var der desuden opstået et netværk af prædikanter og andre, som arbejdede for den lutherske sag,

og som han kunne støtte sig til.

Af Anker Thygesen

Biskopperne arresteres

Knap en uger efter sit indtog i København tog Christian 3. det første skridt til at knække biskoppernes

magt fuldstændig. Det foregik ved noget, der ligner et militærkup:

Nogle få rådgivere - især officerer - blev indkaldt til et møde den 11. august 1536, hvor ”det blev besluttet i Guds navn at tage bisperne ved vingebenet”, som en af deltagerne skrev i sit referat. Portene blev lukket, og næste morgen blev der sendt soldater ud for at hente de bisper, der var i byen. De andre blev pågrebet rundt omkring i landet, så de sad i fængsel, mens kongen førte sine planer ud i livet. Som medlemmer af rigsrådet kunne de ellers have forsinket de ændringer, han ville have godkendt på et rigsmøde i oktober.

Her var ikke kun rigsrådet indkaldt, men også ”den menige adel”, repræsentanter for købstæderne samt fogeder og bønder fra alle herreder.

Mødet begyndte med bebudelsen af, at der skulle ske en nyordning af rigets styre, især ved at bisperne mistede deres magt. Derefter blev kongens anklager mod dem læst op: De havde raget rigdomme til sig selv og deres slægtninge. De havde hindret den rette forkyndelse af evangeliet. Og værst af alt: De var skyld i, at kongevalget efter Frederik 1.’s død blev udsat. Dermed blev ansvaret for borgerkrigen lagt på dem og deres illoyalitet overfor kongemagten. I et afsnit af anklageskriftet, som siden er gået tabt, skal der have stået at ”den lydighed, de følte over for riget, kunne ligge på rumpen af en flue!”

De første lutherske superintendenter (= biskopper) blev indviet af Johann Bugenhagen ved en højtidelighed i Vor Frue Kirke i København d. 2.9. 1537. Bronzerelieffet er udført i 1942 af billedhuggeren Max Andersen. I 1936 (400-året for Reformationen) blev der startet en indsamling til en mindeobelisk på Bispetorvet over for hovedindgangen til kirken. Relieffet her er et af de fire, der sidder på obelisken.Foto: Københavns Museum.

Mødets resultater

Mødet varede ca. to uger og endte med, at der blev udstedt tre dokumenter:

1) En håndfæstning, som det var sædvane, når en ny konge tiltrådte. Den beskrev magtfordelingen mellem kongen og rigsrådet. Christian 3.’s håndfæstning styrkede kongens position i forhold til adelen.

2) En reces (= slutresultatet af en forhandling), som især betonede bispernes fald: De skulle afsættes ”for deres misgerningers skyld”, og ingen bisper skulle mere have del i landets styre. Nu skulle der ansættes ”kristelige bisper og superintendenter, som kunne undervise det menige folk og prædike det hellige evangeli-

um og Guds Ord”. De skulle ikke omgive sig med fyrstelig pomp og pragt, så kirkens jordegods og andre indtægtskilder kunne lægges ind under kronen - en kraftig tilvækst til statens økonomi.

3) Et ganske usædvanligt ‘valgbrev’, hvori rigsrådet lovede ved kongens død at vælge hans søn Frederik som efterfølger (i 1536 var han to år gammel). Mødet indvarslede, at riget nu skulle styres af kongen i samarbejde med adelen.

Bugenhagen og kirkeordinansen

Da den nye kirkeorganisation skulle føres ud i livet, kom der hjælp fra Wittenberg: Johannes Bugenhagen, en af Luthers nære medarbejdere, som havde erfaringer med at stable nye lutherske landskirker på benene, kom til København i juli 1537.

Da han forlod Danmark to år senere, havde han bl.a. udrettet følgende:

Den 12. august 1537 kronede han kong Christian og dronning Dorothea.

Den 2. september godkendte kongen og rigsrådet en kirkeordinans, som Bugenhagen havde været med til at udarbejde.

Samme dag indsatte han syv lutherske biskopper. Da han ikke var biskop, kunne han dog ikke give dem den velsignelse, som Jesus oprindelig havde givet apostelen Peter. Peter gav, som den første pave, denne vel-

signelse videre til sine efterfølgere, som igen gav den til generationer af biskopper. Denne tråd tilbage til Jesus blev klippet over i Danmark, men er stadig intakt i de katolske og en del protestantiske lande.

Bugenhagen var også aktiv, da Københavns Universitet blev genåbnet den 9. september. Han forelæste især over tekster fra Det gamle Testamente, og i en periode var han også universitetets rektor.

Da han vendte tilbage til Wittenberg, var der lagt et solidt fundament for den fortsatte udvikling af en luthersk-evangelisk kirke i Danmark.