Reformationen

Grænser i Sønderjylland

Kongeåen og Ejderen udgjorde de naturgivne grænser for Sønderjylland, men det var de administrative grænser, der skabte

grundlaget for den tidlige reformation i Sønderjylland.

Af Lennart S. Madsen

Herreder, sysler og len

De ældste administrative enheder i Jylland er herrederne. De blev skabt i løbet af 1000-tallet. I takt

med at kirkesognene blev dannet ved sammenlægning af et antal ejerlaug, kom et herred til at bestå af et antal sogne. Således bestod Haderslev Herred af 11 sogne, Gram Herred af 10 og Frøs Herred af 9

sogne.

Herredet var den mindste retskreds, men fra 1190’erne blev der skabt overordnede retskredse, de såkaldte sysler. De fandtes i Jylland, og de oprindelige to sysler, et nord for Kongeåen og et ”sønden å” blev snart opdelt i mindre. I Sønderjylland blev der skabt tre sysler, Barvid, Ellum og Isted syssel, mens området syd for Danevirke og de frisiske øer stod udenfor sysselopdelingen.

Barvid Syssel, der var det nordligste, bestod af Haderslev, Tyrstrup, Gram, Frøs, Kalvslund og Rangstrup herreder. I løbet af 1300-tallet blev syslerne ændret til len, også kaldet amter, som administrative enheder omkring en hertugelig borg.

I det nordlige Sønderjylland blev Barvid Syssel (med tilførsel af Hviding Herred fra Ellum Syssel) delt i to: Haderslev Len og Tørning Len.

Hertugdømmet

Fra omkring 1100 blev området mellem Kongeåen og Ejderen regeret af en hertug, ofte en yngre kongesøn, der varetog administrative og militære forpligtigelser ved Danmarks sydgrænse på kongens

vegne.

I 1232 blev Abel hertug af Sønderjylland, og ved hans død i 1252 blev hans lillebror Kristoffer 1. konge af Danmark, mens Abels ældste søn blev hertug af Sønderjylland. Kongefamilien blev splittet i to grene, og Sønderjylland blev aldrig igen i sin helhed en del af Danmark. Det fik derimod sin helt egen udvikling og hi-

storie.

Det hed fra 1300-tallet Hertugdømmet Slesvig og blev regeret af hertuger under delvis andre vilkår, love, økonomi og muligheder end kongen regerede Danmark under. Hertugdømmet Slesvig var politisk og administrativt noget andet end Kongeriget Danmark, og derfor kunne Reformationen gennemføres her

tidligere end i Kongeriget.

Stifterne

Bispedømmerne, stifterne, var grundlaget for administrationen af den katolske kirke. Sønderjylland var fra tusindtallet delt mellem tre stifter, Slesvig, Ribe og Odense. Als og Ærø hørte til Odense Stift, Sles-

vig Stift omfattede hele det sydlige og østlige Sønderjylland, fra Ejderen til en linje fra Højer og Tønder til Genner Bugt.

Ribe Stift omfattede den vestlige og nordlige del af Sønderjylland, samt en stor del af Jylland i Kongeriget. I 1266 resulterede en årelang en strid mellem kongen og hertugen i, at den nordøstligste del af hertug-

dømmet, området fra Genner Bugt til Kongeåen og Kolding Fjord inklusive alle sogne på begge sider af Hærvejen, blev taget fra Ribe Stift og lagt til Slesvig Stift som Barvid Syssels Provsti. Til at admini-

strere det blev der ved Vor Frue Kirke i Haderslev oprettet et såkaldt kollegiatkapitel under Slesvig Domkirke, en uhyre sjælden institution i Skandinavien.

Biskoppen i Ribe havde altså to verdslige herrer at forholde sig til, kongen og hertugen. Men Ribe by og sogn hørte til Danmark, hvor også 2/3 af Ribe Stift lå, og han var medlem af det danske rigsråd, så han var kongens mand. Biskoppen af Slesvig havde kun hertugen at forholde sig til, da Slesvig Stift kun lå i hertug-

dømmet. Til gengæld havde han en potentiel konkurrent, en stor gejstlig institution liggende i den nordligste købstad i sit stift.

Alle disse komplicerede administrative forhold kom til at spille en stor rolle for Reformationen i Haderslev og Tørning Len, i Slesvig og Ribe Stift og i Hertugdømmet Slesvig.